Weekendens store politiske historie er selvfølgelig Mette Frederiksens Ni Teser. Strategisk set er det helt rigtigt, og også rigtigt at lade Frederiksen stå som afsender – hun er uden tvivl Socialdemokraternes bedste politiske kort. Med teserne kan hun udfordre Villy Søvndal og SF og tilbageerobre noget i retning af den politiske midte. Teserne er jo netop – i modsætning til fx Søren Pinds – formuleret på en så lidet provokerende måde som muligt, men virker samtidig forholdsvis fremadskuende. Det er virkelig godt håndværk, også selvom det på mig virker lidt gimmicky at lade den tiende tese stå tom.
Reaktionerne har også været overstrømmende positive. Ellers altid saglige Margrethe Vestager har udsendt en enormt positiv pressemeddelelse og Linda Kristiansen, som ellers er en af de politikere, jeg oftest er enig med, er nærmest begejstret på sin ellers glimrende blog. Og SF’erne er selvfølgelig glade for populismen (samtidig med at de måske ærgrer sig lidt over, at S måske hermed kan tilbageerobre en række utro vælgere).
Men hvad er så tankegangen bag teserne? Først og fremmest er der en høj grad af nostalgi og teknologiforskrækkelse bag tankegangen. “Hvordan kan det være, at vi siger, vi er det lykkeligste folk på jorden, mens forbruget af lykkepiller stiger?” Underforstået: De to ting kan i hvert fald ikke have noget med hinanden at gøre. Teknologisk indblanding i vores liv kan for Frederiksen kun være skadelig, og antidepressiva ses som et problem snarere end en løsning. Også i miljøpolitiken ses moderne teknologi som et problem: “Vi bliver nødt til at erkende, at skal denne udvikling ændres er det et globalt ansvar, som ikke er omkostningsfrit. Målet for det danske samfund er en fuldstændig økologisk landsbrugsproduktion (…)”. Implicit: økologisk dyrkning er den mest ansvarlige set i et globalt perspektiv. Åbenbart er sultproblemer på verdensplan ikke noget, vi behøver bekymre os over. Hvis vi skal kunne brødføde hele verdens befolkning på bare lidt længere sigt, er vi nødt til at optimere effektiviteten. Der er sprøjtemidler, genmanipulation og en række andre teknologier helt afgørende. At lade som om, økologisk landbrug har nogen som helst relevans for det globale klima, er i bedste fald dumt. Vi skal gøre hvad vi kan for at begrænse den globale opvarmning, først og fremmest ved at begrænse afbrændingen af kul og ved at investere i atomkraft, men resten af venstrefløjens miljøpolitik er i langt de fleste tilfælde fuldstændig uden relation til virkeligheden. Selve tesens (#7) titel taler ligefrem om et “rent miljø” – hvad betyder det? Er CO2 nu noget urent? Renhed er et fuldstændigt absurd begreb at overføre på økologiske systemer.
Et andet problem (for mig) er Tese #2: “Pligter er vigtigere end rettigheder“. Igen er titlen problematisk. Hvordan måler man, om pligter eller rettigheder er vigtigst? Den enes rettighed er vel i sagens natur den andens pligt. Hvis jeg har ret til at modtage fx pension, så har det offentlige vel en tilsvarende pligt til at udbetale den. Og hvis jeg har pligt til at betale skat, så har det offentlige vel en tilsvarende ret til at indkræve den. Pligt og rettighed er ifølge denne tolkning to sider af samme sag. Men så virker det ret søgt at skabe en konflikt mellem de to begreber.
Måske er meningen snarere, at individets pligter er vigtigere end individets rettigheder – og dermed at det offentliges rettigheder er vigtigere end det offentliges pligter. Det må så igen betyde, at i enhver konflikt mellem en borger og det offentlige er hensynet til det offentlige væsentligst. For mig at se ligner det en klassisk kollektivistisk tankegang, som vel netop taler den første tese (“Det enkelte menneskes frihed står over alt andet”) direkte imod.
Måske skal man forstå det i en tredje betydning, nemlig at borgerens moralske pligter er væsentligere end borgerens juridiske rettigheder. Tesen er direkte inspireret af en kronik skrevet af tre unge socialdemokrater, der fremsætter 29 velfærdspligter, der skal følges med de 29 velfærdsrettigheder, Socialdemokraterne foreslog sidste efterår. Disse velfærdsrettigheder er i hvert fald udtryk for en sådan tankegang. Eksempler på deres foreslåede pligter: “7) Man har pligt til at sige godmorgen til naboen ved havelågen eller ved trappen”, “13) Man har pligt til at uddanne og dygtiggøre sig igennem hele livet”, “19) Man har pligt til at deltage aktivt i demokratiet og afgive sin stemme ved valgene”, “27) Man har pligt til at besøge sine forældre og bedsteforældre”. Her er der ihvertfald ingen tvivl om, at en hel del ting er væsentligere end det enkelte menneskes frihed.
Det store spørgsmål er så, hvordan disse pligter skal håndhæves. Skal vi give bøder til folk for at glemme at sige godmorgen til naboen? Hvor længe skal jeg undlade at besøge mine bedsteforældre, før jeg bliver sat i fængsel? Er det virkelig Socialdemokraternes holdning, at det offentlige skal blande sig i mit forhold til mine bedsteforældre og naboer? Eller mener kronikørerne snarere, at det er min pligt overfor min nabo og mine bedsteforældre at behandle dem pænt? I så fald vil jeg gerne vide, hvorfor deres mening skulle have nogen som helst relevans for mig. Så vidt jeg forstår er politikernes opgave at vedtage love, ikke at stille sig som moraldommere over samfundet. Det er religionerne, der traditionelt har fortalt os, hvordan vi burde opføre os, og det udelukkende på baggrund af en påstået guddommelig autoritet. Hvis politikerne skal overtage denne moralske vejlederrolle, hvilken autoritet har de så? Demokratiets? Folkesjælens? Retsfølelsens? Ligegyldig hvad er det et forsøg på at rykke demokratiet væk fra en formaliseret samtaleform og henimod en religion i sin egen ret. Vi skal ikke længere komme hviledagen ihu at vi holder den hellig – nu skal vi bare stemme til valgene for at bevise vores troskab overfor DEMOS og KRATOS (hvilke to ord jo som bekendt ifølge demokratikanonens forfattere bør stå over indgangene til landets folkeskoler).
Det er denne samme fanatiske demokratisme, der står bag Villy Søvndals nylige popularitet. Han siger jo netop, at alle antidemokrater bør skride “ad helvede til” – og bliver, som om det var formildende, ved med at pointere, at skillelinjen ikke går på race, køn, tro, men på demokrati. Demokrati er altså ifølge Søvndal (og de fleste danskere) noget, vi ikke kan kritisere, hvis vi vil tages alvorligt og behandles med respekt.
Demokrati er ikke selv demokratisk, men hviler altid på et udemokratisk fundament. Demokratiets grundpille er voldsmonopolet, men dette monopol kan kun skabes med vold – og demokratiets vigtigste princip er, at beslutninger skal træffes på grundlag af samtale, ikke vold. Et nyligt eksempel er det demokrati, det bhutanske kongehus, tilsyneladende mod folkets vilje, er ved at skabe. Det er også forkert at tro, demokratiet er en slags endemål. At man med demokratiske midler kan afskaffe demokratiet vidner NSDAPs magtovertagelse i 1933 om. Vi må aldrig glemme, at demokratiet er undtagelsen, og ikke normalen.
Jeg er ligesom de fleste andre danskere overbevist om, at det er den mest velfungerende og velnok også mest retfærdige styreform, vi kender, men mener samtidig, at vi må passe på med ikke at gøre demokratiet til et mål i sig selv. Når vi gør det, ophører demokratiet nemlig med at være til diskussion, og dermed ophører det med at være demokratisk. Efter min mening bør vi hilse både islamofascister, nazister og autonome velkomne i vores samfund, ikke på trods af, men på grund af, at de ikke er demokrater. Vi har brug for altid at kunne diskutere alting, og det kan vi ikke længere, hvis vi skaffer os af med dem, vi er uenige med.
Tags: de radikale, demokrati, demokratisme, klima, pligt, rettighed, socialdemokraterne, teknologi
mandag, 31/3 2008 kl. 8:03 |
Hej Erik
Først tak for et indlæg, der går lidt i dybden – det er altid dejligt.
Og også fordi du beskriver min blog som glimrende – det kan man da kun blive smigret af
Vedr. de ni teser:
Min begejstring består hovedsagligt i at socialdemokratiet nu ikke længere kun snakker velfærd og rettigheder. Jeg synes det var et positivt skridt de tre unge socialdemokrater tog, da de skrev om de 29 velfærdspligter – og jeg ser det som et skridt i den rigtige retning at S fortsætter tanken. Ingen tvivl om, at der skal arbejdes med indhold, men jeg mener det er korrekt at anerkende og rose skridtet i den rigtige retning.
Jeg er til dels også enig i din kommentar vedr. tese 2. Jeg mener dog du gør en fejl ved at sætte det op så skarpt: Offentlig overfor individ. Som jeg ser det handler det om at vi som individer også har et ansvar (jeg foretrækker dette ord frem for pligter – har endnu ikke helt selv forstået hvorfor). Om ansvaret lige frem er vigtigere eller bare lige så vigtigt, tjah. Men i hvert tilfælde så mener jeg der følger ansvar med rettigheder. Vi har ytringsfrihed, dermed mener jeg også, der følger det ansvar der hedder respekt for hinanden med. Hvis en rettighed skal have værdi, så skal der værnes om den og den skal ikke tages for givet. Jeg mener ikke at tese 2 er i modsætning til tese 1 – det handler om balance og ikke et enten eller. Man kan måske kalde det ”frihed under ansvar”.
Og videre til håndhævningen – det handler jo ikke om lov, det handler om at få os til at tænke lidt over hvordan vi egentlig behandler hinanden og vores samfund. Der har været snakket meget om hvorvidt opdragelse var forældrenes ansvar og/eller skolens. I min verden er der ingen tvivl, men det at nogen er i tvivl gør det vigtigt at få det debatteret (– måske er min overbevisning ikke den rigtige). Vi kan blive ganske enige om at politikere ikke skal være moralske dommere, men politikere skal heller ikke bare være julemænd – balancen igen. Jeg mener ikke de her pligter skal håndhæves i lovens forstand – det er faktisk en smule absurd – men jeg synes det er ekstremt vigtigt at få sat dem til debat. Få gjort folk opmærksomme på at DK ikke bare er et rettighedssamfund, men et samfund som er stærkt og godt (hvis man mener det – jeg gør) fordi vi udviser respekt, tillid og ansvar for hinanden og samfundet.
Og så vil jeg afslutningsvis sige at jeg er fuldstændig enig i din betragtning vedr. demokratiet:
”vi må passe på med ikke at gøre demokratiet til et mål i sig selv. Når vi gør det, ophører demokratiet nemlig med at være til diskussion, og dermed ophører det med at være demokratisk.”
Glæder mig meget til at følge din blog