Menneskehandel og urealistiske betingelser

I Jyllands-Posten i dag er der en længere artikel om afrikanske sexslaver, der brændemærkes af de bander, der kidnapper og voldtager dem. (Der er kun lagt en kort version af artiklen på nettet – den fulde version er at finde i 2. sektion af papiravisen.) Det er brutal læsning, og hjælper med at minde os om, at selvom blodlysten ikke er så åbenlys og alment accepteret, som i folkemordet i Rwanda som Jørn Stjerneklar beskrev i en nylig Politiken-artikel, så er tilsvarende grusomheder en del af hverdagen for mange afrikanere – også i Danmark.

 

I modsætning til debatten for/imod kriminalisering af sexkøb/prostitution, er den form for barbarisk menneskehandel noget, vi alle burde kunne blive enige om at sætte hårdt ind overfor. Men hvordan?

 

Jeg bed især mærke i denne passage (JP 15/3 2009, 2. sektion, s. 3):

I Nationalt Efterforskningscenter (NEC) under Rigspolitiet erindrer man kun ét tilfælde, hvor en udenlandsk prostitueret har været brændemærket eller tvangstatoveret.

“Som udgangspunkt går vi ikke efter kvinderne, men deres bagmænd. Så hvis kvinderne eller andre ligger inde med valide informationer om brændemærker, og hvem der står bag, så synes jeg, de skulle give disse oplysninger til os,” siger vicepolitiinspektør Kim Kliver, der er leder af NEC.

Jeg hæfter mig især i formuleringen “i udgangspunktet” – specielt efter at have læst Sus’ beskrivelse af det danske politis heksejagt på sexslaver. Betyder “i udgangspunktet” bare, at kvinderne har valget mellem at komme i fængsel og så senere blive udvist, hvis de tier, eller bare at blive udvist med det samme, hvis de taler – med en ‘velkomstkomite’ ventende i lufthavnen…?

 

Det virker åbenlyst helt urimeligt, at dem, der altid rammes af politiets razziaer, er sexslaverne og ikke slavehandlerne. På den anden side kan det også hurtigt blive farligt, hvis enhver illegal indvandrer kan få amnesti, hvis vedkommende arbejder som prostitueret. Man kan forestille sig, at det vil føre til et tungt pres af kvinder fra hele verden. Kvinder, der ydermere er svært traumatiserede og i mange tilfælde sikkert næsten uintegrerbare. Kvinderne kan formentlig få svært ved umiddelbart at få et job, og det virker ikke som om, der er politisk stemning for at lade dem få arbejdstilladelser som prostituerede. Er der en let løsning?

 

Først og fremmest kunne vi, som der foreslås i en kommentar på Sus’ blog, lave en skarp adskillelse mellem politiets jagt på bagmænd – og så på arbejdet med at finde illegale indvandrere. Så længe politiet først og fremmest ses som en trussel for sexslaverne, så længe er efterforskningsarbejdet nærmest på forhånd umuliggjort.

 

Seksualpolitisk forum anbefaler, at vi lader os inspirere af belgisk lovgivning på området. Deres position opsummeres sådan her: 

Ved mistanke om trafficking, bør myndighederne kunne give tilbud om midlertidig arbejdstilladelse eller opholdstilladelse, hvis personen samarbejder med at få afsløret evt. bagmænd. I særlige tilfælde bør der kunne gives permanent opholdstilladelse, hvis et offer for trafficking bevisligt ikke kan vende tilbage til sit hjemland fordi truende bagmænd venter der. For at undgå misbrug af ordningen, må disse forhold kunne bevises gennem politimæssig efterforskning.

Igen denne betingelse, at sexslaven hjælper med at få afsløret bagmændene. Men vil denne optrapning ikke bare føre til en endnu mere koldblodig tilgang fra slavehandlernes side? Man kan vel forestille sig, at det, efterhånden som truslen for at blive fængslet bliver reel, bliver lettere og lettere for dem at likvidere de slaver, der prøver at slippe ud?

 

Jeg synes virkelig, det er en rædsom problemstilling, og jeg har svært ved at se virkelig gode løsninger – og (hvad ikke er uvæsenligt) endnu færre politisk realistiske løsninger. Jeg tror dog, det er vigtigt ikke blot at gøre dette til en diskussion om prostitution eller om indvandring/integration – og at det er vigtigt ikke at bruge anledningen til at pudse sin moralske glorie og pege fingre ad sine politiske modstandere.

Replik om ligestilling og kønskamp

Følgende er en kommentar til Lars Trier Mogensens leder i Politiken i dag:

Lars Trier Mogensen har helt klart ret i, at drenge og mænd i Danmark står overfor en hel række problemer, som i alt for lang tid er blevet ignoreret som netop kønsspecifikke. Det er en skandale, at ligestilling i Danmark handler om kønskvotering i bestyrelser, men ikke om at mænd lever kortere end kvinder og langt oftere er ufrivilligt barnløse. På en meget lang række områder er mændene virkelig det svage køn.

På den anden side er det altså for billigt at foreslå, at mændenes sociale problemer skyldes, at mændenes fysiske styrke ikke længere er nødvendig på arbejdsmarkedet. For det er jo ikke nyt at mænd lever kortere end kvinder. Det er ikke nyt, at mænd i højere grad er kriminelle. At mange mænd er ufrivilligt barnløse. Mandekønnet har faktisk – som menneskeheden generelt – aldrig haft det bedre end netop nu. Vi er rigere, sundere, bedre uddannede og lever fredeligere og tryggere end nogensinde.

Det nye er at kvinderne (i i-landene) ikke holdes tilbage af store børneflokke, af fysisk vold og trusler. At kvinderne i vidt omfang er blevet fri for religiøs og social diskrimination. At kvinderne er blevet frie til at vælge om og med hvem de vil giftes. Og selvfølgelig også, at samfundet i højere og højere grad bliver et samfund, der lever på kvinders spidskompetencer. Et samfund, hvor social intelligens og evnen til at ‘netværke’ belønnes. Hvor multitasking er en nødvendig egenskab og generalister klarer sig bedre end specialister. Et samfund, der vægter stabilitet over risikovillighed. Kort sagt: Et samlersamfund i stedet for et jægersamfund.

Alt dette er udelukkende noget, vi skal glæde os over. Og vi skal i dag hylde de feminister, der i den grad har forbedret forholdene for kvinder (og mænd!) overalt i den industrialiserede (og informationaliserede) verden. De gjorde det netop ved at se kvinders problemer som kvindeproblemer, kønsproblemer – og ved at insistere på løsninger for alle kvinder.

Men vi må også til at se på mænds problemer som kønsproblemer. Så længe ufrivillig barnløshed/enlighed, kriminalitet, selvmord, misbrug, hjemløshed og tidlig død kun ses som individets (eller i bedste fald samfundets) problem, så kan vi ikke gøre noget ved deres kønskomponenter.

Og for for alvor at kunne gå til mænds problemer som netop mænds, må vi gøre klart én gang for alle, at forskellen mellem kønnene ikke primært er resultatet af opdragelse og sociale strukturer, men at de er dybtliggende, biologiske. Vi er gennem årtusinder udviklet til at løse forskellige opgaver – og vi kan ikke på en generation eller to vende op og ned på et helt køns ‘kompetenceprofil’. Vi kan ikke tale os frem til en virkelighed, vi helt vilkårligt har kastet vores kærlighed på.

Det betyder også, at en del af mandekønnets problemer qua (biologiske) kønsproblemer ikke umiddelbart kan løses. Vi kan ikke tvinge kvinder til at gifte sig med eller få børn med mænd på den sociale bund, bare fordi det er synd for dem. Vi kan ikke med et snuptag forlænge mænds gennemsnitlige levealder, så den passer til kvindernes. (Eller det kan vi, men kun ved at kastrere dem.) Vi kan ikke undgå, at flere mænd end kvinder falder igennem samfundets sikkerhedsnet og bliver kriminelle eller stofmisbrugere/alkoholikere.

Reel ligestilling i samfundet er lige så lidt en mulighed for mænd som for kvinder – og lige så lidt ønskelig. Ethvert forsøg i den retning vil altid hvile i misundelse og diskrimination. Som Jacob Mchangama fra CEPOS skriver i en klumme til DR: “lighedsidealet kan ikke på samme tid foreskrive lighed for loven og sikre fuldstændig lighed for kvinder og mænd”. Derfor skal vi også droppe misundelsen og mistilliden til dem, der klarer sig bedst i samfundet. (Vi kan og bør selvfølgelig sikre os lighed for loven. At mænd bliver bedre stillet i sager om forældreret og adoption, fx. At værnepligten ikke får lov at stå som kønsspecifik og -diskriminerende ordning.)

Hvad vi kan gøre, er at gå til mænds sociale problemer som kønsproblemer. Til selvmord som kønsproblem. Til ensomhed som kønsproblem. Til vold og kriminalitet som kønsproblem. Til gennemsnitlig levetid som kønsproblem. Til uddannelsesfrafald som kønsproblem. Vi kan ikke løse problemerne ved at tale om ligestilling, men vi kan bruge ligestillingstanken som en rettesnor, der lader os lokalisere kønskomponenterne i hvert enkelt sociale problem og tænke dem med i alle vores løsninger. Ikke med henblik på lighed mellem kønnene, men med henblik på at hæve levestandarden for hver enkelt borger i samfundet.

Uanset køn.