Menneskehandel og urealistiske betingelser

I Jyllands-Posten i dag er der en længere artikel om afrikanske sexslaver, der brændemærkes af de bander, der kidnapper og voldtager dem. (Der er kun lagt en kort version af artiklen på nettet – den fulde version er at finde i 2. sektion af papiravisen.) Det er brutal læsning, og hjælper med at minde os om, at selvom blodlysten ikke er så åbenlys og alment accepteret, som i folkemordet i Rwanda som Jørn Stjerneklar beskrev i en nylig Politiken-artikel, så er tilsvarende grusomheder en del af hverdagen for mange afrikanere – også i Danmark.

 

I modsætning til debatten for/imod kriminalisering af sexkøb/prostitution, er den form for barbarisk menneskehandel noget, vi alle burde kunne blive enige om at sætte hårdt ind overfor. Men hvordan?

 

Jeg bed især mærke i denne passage (JP 15/3 2009, 2. sektion, s. 3):

I Nationalt Efterforskningscenter (NEC) under Rigspolitiet erindrer man kun ét tilfælde, hvor en udenlandsk prostitueret har været brændemærket eller tvangstatoveret.

“Som udgangspunkt går vi ikke efter kvinderne, men deres bagmænd. Så hvis kvinderne eller andre ligger inde med valide informationer om brændemærker, og hvem der står bag, så synes jeg, de skulle give disse oplysninger til os,” siger vicepolitiinspektør Kim Kliver, der er leder af NEC.

Jeg hæfter mig især i formuleringen “i udgangspunktet” – specielt efter at have læst Sus’ beskrivelse af det danske politis heksejagt på sexslaver. Betyder “i udgangspunktet” bare, at kvinderne har valget mellem at komme i fængsel og så senere blive udvist, hvis de tier, eller bare at blive udvist med det samme, hvis de taler – med en ‘velkomstkomite’ ventende i lufthavnen…?

 

Det virker åbenlyst helt urimeligt, at dem, der altid rammes af politiets razziaer, er sexslaverne og ikke slavehandlerne. På den anden side kan det også hurtigt blive farligt, hvis enhver illegal indvandrer kan få amnesti, hvis vedkommende arbejder som prostitueret. Man kan forestille sig, at det vil føre til et tungt pres af kvinder fra hele verden. Kvinder, der ydermere er svært traumatiserede og i mange tilfælde sikkert næsten uintegrerbare. Kvinderne kan formentlig få svært ved umiddelbart at få et job, og det virker ikke som om, der er politisk stemning for at lade dem få arbejdstilladelser som prostituerede. Er der en let løsning?

 

Først og fremmest kunne vi, som der foreslås i en kommentar på Sus’ blog, lave en skarp adskillelse mellem politiets jagt på bagmænd – og så på arbejdet med at finde illegale indvandrere. Så længe politiet først og fremmest ses som en trussel for sexslaverne, så længe er efterforskningsarbejdet nærmest på forhånd umuliggjort.

 

Seksualpolitisk forum anbefaler, at vi lader os inspirere af belgisk lovgivning på området. Deres position opsummeres sådan her: 

Ved mistanke om trafficking, bør myndighederne kunne give tilbud om midlertidig arbejdstilladelse eller opholdstilladelse, hvis personen samarbejder med at få afsløret evt. bagmænd. I særlige tilfælde bør der kunne gives permanent opholdstilladelse, hvis et offer for trafficking bevisligt ikke kan vende tilbage til sit hjemland fordi truende bagmænd venter der. For at undgå misbrug af ordningen, må disse forhold kunne bevises gennem politimæssig efterforskning.

Igen denne betingelse, at sexslaven hjælper med at få afsløret bagmændene. Men vil denne optrapning ikke bare føre til en endnu mere koldblodig tilgang fra slavehandlernes side? Man kan vel forestille sig, at det, efterhånden som truslen for at blive fængslet bliver reel, bliver lettere og lettere for dem at likvidere de slaver, der prøver at slippe ud?

 

Jeg synes virkelig, det er en rædsom problemstilling, og jeg har svært ved at se virkelig gode løsninger – og (hvad ikke er uvæsenligt) endnu færre politisk realistiske løsninger. Jeg tror dog, det er vigtigt ikke blot at gøre dette til en diskussion om prostitution eller om indvandring/integration – og at det er vigtigt ikke at bruge anledningen til at pudse sin moralske glorie og pege fingre ad sine politiske modstandere.