Posts Tagged ‘mig’

Om denne blog

mandag, 10/3 2008

Velkommen til fri radikal, min blog om politik og current events, forhåbentlig sat i forbindelse med mere overordnede refleksioner over verdens struktur.

Om min person er kun lidt af relevans: jeg hedder Erik, er en 26-årig overbygningsstuderende på Litteraturvidenskab på Københavns Universitet, med interesser for – udover politik og litteratur – film, gastronomi, filosofi, sociobiologi, æstetik, sprog og tildels musik.

Bloggens titel er et ordspil. Min politiske sympati ligger i dansk politik hos Det Radikale Venstre, som jeg klart opfatter som mit parti, men som jeg ikke har meldt mig ind i endnu – deraf friheden. Derudover er frie radikaler i biologiens verden stærkt reaktive (man kunne sige: hyperaktive) molekuler, som skaber celleskader, men som også er nødvendige for livets opretholdelse (blandt andet ved at dræbe skadelige bakterier i cellerne). Deri ligger i mine øjne en parallel til den kreative destruktion, som er et af økonomiens grundprincipper – og som det er politikkens opgave at tæmme.

Ideologisk set har jeg forskellige grader af sympati for følgende: pragmatisme, darwinisme, kapitalisme, småborgerlighed, sekularisme, socialliberalisme, nihilisme, kommunitarisme, kulturradikalisme, modernisme, oplysningstro, konservatisme, determinisme.

I politisk praksis er jeg i de fleste sammenhænge enig med højrefløjen indenfor det radikale venstre. De vigtigste afvigelser:

Strafferet. På dette punkt tilhører jeg den yderste venstrefløj. Denne min position har delvis en pragmatisk og delvis en ideologisk komponent. Ideologisk set hviler min afsky for afstraffelse på et dobbelt fundament: en forkastelse af teorien om menneskets evne til at vælge frit (og dermed liberalismen) og på min kulturkristne tro på arvesynden, som netop foreskriver ydmyghed og medlidenhed. Højrefløjens forsvar for hårde straffe er delvis funderet på deres tro på, at høje straffe afskrækker mennesker fra at begå kriminalitet, i og med de antager, at kriminalitet bliver begået ud fra en fri og komplet refleksion, en slags cost/benefit-analyse. Det er formodentlig tilfældet for de fleste typer for finansiel kriminalitet, i hvert fald for så vidt den begås af firmaer, men for mennesker er der så vidt jeg kan se intet der tyder på, at det er en korrekt antagelse. Derudover går højrefløjen ud fra, at der er en moralsk værdi i at straffe andre, en værdi de kalder retsfølelse. Men i den kristne forståelse af arvesynden, dvs. alles syndighed (altid-allerede), finder vi et princip, der netop modsiger doktrinen om fri vilje. Vi kan netop ikke, som Jesus antyder i Bjergprædikenen (Matt. 5-7), undgå at synde, uanset hvor dydige vi så ellers er. Pragmatisk set er der meget lidt der tyder på, at man skaber et sikrere samfund ved at straffe lovovertrædere. Grunden er den simple, at aggression og transgression af sociale normer er indskrevne i vores natur og samfund i forskelligt omfang. Vi styrer altså ikke selv, om vi begår kriminelle (eller for den sags skyld amoralske) handlinger. Vi kan selvfølgelig ikke undvære frihedsberøvelse, men vi kan undgå alle former for ubehagelige eller nedværdigende straffe, og vi kan minimere den udstødelseseffekt, som det nuværende straffesystem forårsager. Til gengæld er jeg tilhænger af vidtgående forebygningsinitiativer som stort set ubegrænset videoovervågning af det offentlige rum og kompulsive undersøgelser for psykiske sygdomme og personlighedsforstyrrelser (psykisk sygdom, fattigdom og kriminalitet har en høj indbyrdes korrelation).

Jeg anser den officielle radikale linje hvad angår integration som forældet og byggende på en manglende forståelse af den implicitte konflikt mellem velfærd og globalisering. Man kan ikke både have forholdsvis åbne grænser (som fx modstanden mod 24-års reglen indebærer) og give indvandrere velfærdsrettigheder på linje med danskere. Velfærd bygger på solidaritet, som igen er afhængig af befolkningens homogenitet. Så snart borgerne ikke længere føler et sammenhold med hinanden, vil nettobidragsyderne nægte at dele deres resurser med -nyderne. Tilsvarende vil nettobidragsnyderne ikke føle en forpligtelse overfor resten af samfundet til at blive selvforsørgende hurtigst muligt. Dermed må man vælge mellem enten et lukket, solidarisk system, eller et åbent, usolidarisk system. For mig at se er den bedste løsning at åbne grænserne mere (blandt andet fordi vi i den grad har brug for arbejdskraft), men tilgengæld forbeholde velfærdsrettighederne til danske statsborgere (og eventuelt udlændinge med permanent opholdstilladelse). Det er ikke tilfældigt at (i hvert fald ikke-spansktalende) invandrere integreres langt hurtigere i USA, hvor velfærdsrettighederne er minimale, end i Danmark.

Forsvarspolitik. De radikale har traditionelt været pacifister. Jeg mener, det er i Danmarks interesse at være stærke og villige bidragydere til militære operationer under både NATO-, FN-, og især EU-regi. Hvis vi fortsat vil have en større indflydelse på den globale politiske scene, end vores befolkningstal (eller for den sags skyld økonomi) foreskriver, må vi først spørge os selv, ikke hvad verden kan gøre for os, men hvad vi kan gøre for verden. Hvad angår værnepligten bør den nuværende løsning hurtigst muligt erstattes af enten en professionalisering af hæren eller en universel samfundstjeneste, hvorunder militærtjeneste kan være en af mange muligheder.

At jeg har fremhævet disse punkter betyder ikke, jeg er enig med de radikale på samtlige andre politikområder. Jeg vil formodentlig have divergerende holdninger på stort set alle områder, men for det meste vil min holdning ligge tættere på de radikales end på andre danske partiers.