Menneskehandel og urealistiske betingelser

søndag, 15/3 2009
I Jyllands-Posten i dag er der en længere artikel om afrikanske sexslaver, der brændemærkes af de bander, der kidnapper og voldtager dem. (Der er kun lagt en kort version af artiklen på nettet – den fulde version er at finde i 2. sektion af papiravisen.) Det er brutal læsning, og hjælper med at minde os om, at selvom blodlysten ikke er så åbenlys og alment accepteret, som i folkemordet i Rwanda som Jørn Stjerneklar beskrev i en nylig Politiken-artikel, så er tilsvarende grusomheder en del af hverdagen for mange afrikanere – også i Danmark.
 
I modsætning til debatten for/imod kriminalisering af sexkøb/prostitution, er den form for barbarisk menneskehandel noget, vi alle burde kunne blive enige om at sætte hårdt ind overfor. Men hvordan?
 
Jeg bed især mærke i denne passage (JP 15/3 2009, 2. sektion, s. 3):
I Nationalt Efterforskningscenter (NEC) under Rigspolitiet erindrer man kun ét tilfælde, hvor en udenlandsk prostitueret har været brændemærket eller tvangstatoveret.
“Som udgangspunkt går vi ikke efter kvinderne, men deres bagmænd. Så hvis kvinderne eller andre ligger inde med valide informationer om brændemærker, og hvem der står bag, så synes jeg, de skulle give disse oplysninger til os,” siger vicepolitiinspektør Kim Kliver, der er leder af NEC.
Jeg hæfter mig især i formuleringen “i udgangspunktet” – specielt efter at have læst Sus’ beskrivelse af det danske politis heksejagt på sexslaver. Betyder “i udgangspunktet” bare, at kvinderne har valget mellem at komme i fængsel og så senere blive udvist, hvis de tier, eller bare at blive udvist med det samme, hvis de taler – med en ‘velkomstkomite’ ventende i lufthavnen…?
 
Det virker åbenlyst helt urimeligt, at dem, der altid rammes af politiets razziaer, er sexslaverne og ikke slavehandlerne. På den anden side kan det også hurtigt blive farligt, hvis enhver illegal indvandrer kan få amnesti, hvis vedkommende arbejder som prostitueret. Man kan forestille sig, at det vil føre til et tungt pres af kvinder fra hele verden. Kvinder, der ydermere er svært traumatiserede og i mange tilfælde sikkert næsten uintegrerbare. Kvinderne kan formentlig få svært ved umiddelbart at få et job, og det virker ikke som om, der er politisk stemning for at lade dem få arbejdstilladelser som prostituerede. Er der en let løsning?
 
Først og fremmest kunne vi, som der foreslås i en kommentar på Sus’ blog, lave en skarp adskillelse mellem politiets jagt på bagmænd – og så på arbejdet med at finde illegale indvandrere. Så længe politiet først og fremmest ses som en trussel for sexslaverne, så længe er efterforskningsarbejdet nærmest på forhånd umuliggjort.
 
Seksualpolitisk forum anbefaler, at vi lader os inspirere af belgisk lovgivning på området. Deres position opsummeres sådan her: 
Ved mistanke om trafficking, bør myndighederne kunne give tilbud om midlertidig arbejdstilladelse eller opholdstilladelse, hvis personen samarbejder med at få afsløret evt. bagmænd. I særlige tilfælde bør der kunne gives permanent opholdstilladelse, hvis et offer for trafficking bevisligt ikke kan vende tilbage til sit hjemland fordi truende bagmænd venter der. For at undgå misbrug af ordningen, må disse forhold kunne bevises gennem politimæssig efterforskning.
Igen denne betingelse, at sexslaven hjælper med at få afsløret bagmændene. Men vil denne optrapning ikke bare føre til en endnu mere koldblodig tilgang fra slavehandlernes side? Man kan vel forestille sig, at det, efterhånden som truslen for at blive fængslet bliver reel, bliver lettere og lettere for dem at likvidere de slaver, der prøver at slippe ud?
 
Jeg synes virkelig, det er en rædsom problemstilling, og jeg har svært ved at se virkelig gode løsninger – og (hvad ikke er uvæsenligt) endnu færre politisk realistiske løsninger. Jeg tror dog, det er vigtigt ikke blot at gøre dette til en diskussion om prostitution eller om indvandring/integration – og at det er vigtigt ikke at bruge anledningen til at pudse sin moralske glorie og pege fingre ad sine politiske modstandere.
Reklamer

Replik om ligestilling og kønskamp

søndag, 8/3 2009

Følgende er en kommentar til Lars Trier Mogensens leder i Politiken i dag:

Lars Trier Mogensen har helt klart ret i, at drenge og mænd i Danmark står overfor en hel række problemer, som i alt for lang tid er blevet ignoreret som netop kønsspecifikke. Det er en skandale, at ligestilling i Danmark handler om kønskvotering i bestyrelser, men ikke om at mænd lever kortere end kvinder og langt oftere er ufrivilligt barnløse. På en meget lang række områder er mændene virkelig det svage køn.

På den anden side er det altså for billigt at foreslå, at mændenes sociale problemer skyldes, at mændenes fysiske styrke ikke længere er nødvendig på arbejdsmarkedet. For det er jo ikke nyt at mænd lever kortere end kvinder. Det er ikke nyt, at mænd i højere grad er kriminelle. At mange mænd er ufrivilligt barnløse. Mandekønnet har faktisk – som menneskeheden generelt – aldrig haft det bedre end netop nu. Vi er rigere, sundere, bedre uddannede og lever fredeligere og tryggere end nogensinde.

Det nye er at kvinderne (i i-landene) ikke holdes tilbage af store børneflokke, af fysisk vold og trusler. At kvinderne i vidt omfang er blevet fri for religiøs og social diskrimination. At kvinderne er blevet frie til at vælge om og med hvem de vil giftes. Og selvfølgelig også, at samfundet i højere og højere grad bliver et samfund, der lever på kvinders spidskompetencer. Et samfund, hvor social intelligens og evnen til at ‘netværke’ belønnes. Hvor multitasking er en nødvendig egenskab og generalister klarer sig bedre end specialister. Et samfund, der vægter stabilitet over risikovillighed. Kort sagt: Et samlersamfund i stedet for et jægersamfund.

Alt dette er udelukkende noget, vi skal glæde os over. Og vi skal i dag hylde de feminister, der i den grad har forbedret forholdene for kvinder (og mænd!) overalt i den industrialiserede (og informationaliserede) verden. De gjorde det netop ved at se kvinders problemer som kvindeproblemer, kønsproblemer – og ved at insistere på løsninger for alle kvinder.

Men vi må også til at se på mænds problemer som kønsproblemer. Så længe ufrivillig barnløshed/enlighed, kriminalitet, selvmord, misbrug, hjemløshed og tidlig død kun ses som individets (eller i bedste fald samfundets) problem, så kan vi ikke gøre noget ved deres kønskomponenter.

Og for for alvor at kunne gå til mænds problemer som netop mænds, må vi gøre klart én gang for alle, at forskellen mellem kønnene ikke primært er resultatet af opdragelse og sociale strukturer, men at de er dybtliggende, biologiske. Vi er gennem årtusinder udviklet til at løse forskellige opgaver – og vi kan ikke på en generation eller to vende op og ned på et helt køns ‘kompetenceprofil’. Vi kan ikke tale os frem til en virkelighed, vi helt vilkårligt har kastet vores kærlighed på.

Det betyder også, at en del af mandekønnets problemer qua (biologiske) kønsproblemer ikke umiddelbart kan løses. Vi kan ikke tvinge kvinder til at gifte sig med eller få børn med mænd på den sociale bund, bare fordi det er synd for dem. Vi kan ikke med et snuptag forlænge mænds gennemsnitlige levealder, så den passer til kvindernes. (Eller det kan vi, men kun ved at kastrere dem.) Vi kan ikke undgå, at flere mænd end kvinder falder igennem samfundets sikkerhedsnet og bliver kriminelle eller stofmisbrugere/alkoholikere.

Reel ligestilling i samfundet er lige så lidt en mulighed for mænd som for kvinder – og lige så lidt ønskelig. Ethvert forsøg i den retning vil altid hvile i misundelse og diskrimination. Som Jacob Mchangama fra CEPOS skriver i en klumme til DR: “lighedsidealet kan ikke på samme tid foreskrive lighed for loven og sikre fuldstændig lighed for kvinder og mænd”. Derfor skal vi også droppe misundelsen og mistilliden til dem, der klarer sig bedst i samfundet. (Vi kan og bør selvfølgelig sikre os lighed for loven. At mænd bliver bedre stillet i sager om forældreret og adoption, fx. At værnepligten ikke får lov at stå som kønsspecifik og -diskriminerende ordning.)

Hvad vi kan gøre, er at gå til mænds sociale problemer som kønsproblemer. Til selvmord som kønsproblem. Til ensomhed som kønsproblem. Til vold og kriminalitet som kønsproblem. Til gennemsnitlig levetid som kønsproblem. Til uddannelsesfrafald som kønsproblem. Vi kan ikke løse problemerne ved at tale om ligestilling, men vi kan bruge ligestillingstanken som en rettesnor, der lader os lokalisere kønskomponenterne i hvert enkelt sociale problem og tænke dem med i alle vores løsninger. Ikke med henblik på lighed mellem kønnene, men med henblik på at hæve levestandarden for hver enkelt borger i samfundet.

Uanset køn.

Gør din … pligt? Tanker om den fanatiske demokratisme

mandag, 31/3 2008

Weekendens store politiske historie er selvfølgelig Mette Frederiksens Ni Teser. Strategisk set er det helt rigtigt, og også rigtigt at lade Frederiksen stå som afsender – hun er uden tvivl Socialdemokraternes bedste politiske kort. Med teserne kan hun udfordre Villy Søvndal og SF og tilbageerobre noget i retning af den politiske midte. Teserne er jo netop – i modsætning til fx Søren Pinds – formuleret på en så lidet provokerende måde som muligt, men virker samtidig forholdsvis fremadskuende. Det er virkelig godt håndværk, også selvom det på mig virker lidt gimmicky at lade den tiende tese stå tom.

Reaktionerne har også været overstrømmende positive. Ellers altid saglige Margrethe Vestager har udsendt en enormt positiv pressemeddelelse og Linda Kristiansen, som ellers er en af de politikere, jeg oftest er enig med, er nærmest begejstret på sin ellers glimrende blog. Og SF’erne er selvfølgelig glade for populismen (samtidig med at de måske ærgrer sig lidt over, at S måske hermed kan tilbageerobre en række utro vælgere).

Men hvad er så tankegangen bag teserne? Først og fremmest er der en høj grad af nostalgi og teknologiforskrækkelse bag tankegangen. “Hvordan kan det være, at vi siger, vi er det lykkeligste folk på jorden, mens forbruget af lykkepiller stiger?” Underforstået: De to ting kan i hvert fald ikke have noget med hinanden at gøre. Teknologisk indblanding i vores liv kan for Frederiksen kun være skadelig, og antidepressiva ses som et problem snarere end en løsning. Også i miljøpolitiken ses moderne teknologi som et problem: “Vi bliver nødt til at erkende, at skal denne udvikling ændres er det et globalt ansvar, som ikke er omkostningsfrit. Målet for det danske samfund er en fuldstændig økologisk landsbrugsproduktion (…)”. Implicit: økologisk dyrkning er den mest ansvarlige set i et globalt perspektiv. Åbenbart er sultproblemer på verdensplan ikke noget, vi behøver bekymre os over. Hvis vi skal kunne brødføde hele verdens befolkning på bare lidt længere sigt, er vi nødt til at optimere effektiviteten. Der er sprøjtemidler, genmanipulation og en række andre teknologier helt afgørende. At lade som om, økologisk landbrug har nogen som helst relevans for det globale klima, er i bedste fald dumt. Vi skal gøre hvad vi kan for at begrænse den globale opvarmning, først og fremmest ved at begrænse afbrændingen af kul og ved at investere i atomkraft, men resten af venstrefløjens miljøpolitik er i langt de fleste tilfælde fuldstændig uden relation til virkeligheden. Selve tesens (#7) titel taler ligefrem om et “rent miljø” – hvad betyder det? Er CO2 nu noget urent? Renhed er et fuldstændigt absurd begreb at overføre på økologiske systemer.

Et andet problem (for mig) er Tese #2: “Pligter er vigtigere end rettigheder“. Igen er titlen problematisk. Hvordan måler man, om pligter eller rettigheder er vigtigst? Den enes rettighed er vel i sagens natur den andens pligt. Hvis jeg har ret til at modtage fx pension, så har det offentlige vel en tilsvarende pligt til at udbetale den. Og hvis jeg har pligt til at betale skat, så har det offentlige vel en tilsvarende ret til at indkræve den. Pligt og rettighed er ifølge denne tolkning to sider af samme sag. Men så virker det ret søgt at skabe en konflikt mellem de to begreber.

Måske er meningen snarere, at individets pligter er vigtigere end individets rettigheder – og dermed at det offentliges rettigheder er vigtigere end det offentliges pligter. Det må så igen betyde, at i enhver konflikt mellem en borger og det offentlige er hensynet til det offentlige væsentligst. For mig at se ligner det en klassisk kollektivistisk tankegang, som vel netop taler den første tese (“Det enkelte menneskes frihed står over alt andet”) direkte imod.

Måske skal man forstå det i en tredje betydning, nemlig at borgerens moralske pligter er væsentligere end borgerens juridiske rettigheder. Tesen er direkte inspireret af en kronik skrevet af tre unge socialdemokrater, der fremsætter 29 velfærdspligter, der skal følges med de 29 velfærdsrettigheder, Socialdemokraterne foreslog sidste efterår. Disse velfærdsrettigheder er i hvert fald udtryk for en sådan tankegang. Eksempler på deres foreslåede pligter: “7) Man har pligt til at sige godmorgen til naboen ved havelågen eller ved trappen”, “13) Man har pligt til at uddanne og dygtiggøre sig igennem hele livet”, “19) Man har pligt til at deltage aktivt i demokratiet og afgive sin stemme ved valgene”, “27) Man har pligt til at besøge sine forældre og bedsteforældre”. Her er der ihvertfald ingen tvivl om, at en hel del ting er væsentligere end det enkelte menneskes frihed.

Det store spørgsmål er så, hvordan disse pligter skal håndhæves. Skal vi give bøder til folk for at glemme at sige godmorgen til naboen? Hvor længe skal jeg undlade at besøge mine bedsteforældre, før jeg bliver sat i fængsel? Er det virkelig Socialdemokraternes holdning, at det offentlige skal blande sig i mit forhold til mine bedsteforældre og naboer? Eller mener kronikørerne snarere, at det er min pligt overfor min nabo og mine bedsteforældre at behandle dem pænt? I så fald vil jeg gerne vide, hvorfor deres mening skulle have nogen som helst relevans for mig. Så vidt jeg forstår er politikernes opgave at vedtage love, ikke at stille sig som moraldommere over samfundet. Det er religionerne, der traditionelt har fortalt os, hvordan vi burde opføre os, og det udelukkende på baggrund af en påstået guddommelig autoritet. Hvis politikerne skal overtage denne moralske vejlederrolle, hvilken autoritet har de så? Demokratiets? Folkesjælens? Retsfølelsens? Ligegyldig hvad er det et forsøg på at rykke demokratiet væk fra en formaliseret samtaleform og henimod en religion i sin egen ret. Vi skal ikke længere komme hviledagen ihu at vi holder den hellig – nu skal vi bare stemme til valgene for at bevise vores troskab overfor DEMOS og KRATOS (hvilke to ord jo som bekendt ifølge demokratikanonens forfattere bør stå over indgangene til landets folkeskoler).

Det er denne samme fanatiske demokratisme, der står bag Villy Søvndals nylige popularitet. Han siger jo netop, at alle antidemokrater bør skride “ad helvede til” – og bliver, som om det var formildende, ved med at pointere, at skillelinjen ikke går på race, køn, tro, men på demokrati. Demokrati er altså ifølge Søvndal (og de fleste danskere) noget, vi ikke kan kritisere, hvis vi vil tages alvorligt og behandles med respekt.

Demokrati er ikke selv demokratisk, men hviler altid på et udemokratisk fundament. Demokratiets grundpille er voldsmonopolet, men dette monopol kan kun skabes med vold – og demokratiets vigtigste princip er, at beslutninger skal træffes på grundlag af samtale, ikke vold. Et nyligt eksempel er det demokrati, det bhutanske kongehus, tilsyneladende mod folkets vilje, er ved at skabe. Det er også forkert at tro, demokratiet er en slags endemål. At man med demokratiske midler kan afskaffe demokratiet vidner NSDAPs magtovertagelse i 1933 om. Vi må aldrig glemme, at demokratiet er undtagelsen, og ikke normalen.

Jeg er ligesom de fleste andre danskere overbevist om, at det er den mest velfungerende og velnok også mest retfærdige styreform, vi kender, men mener samtidig, at vi må passe på med ikke at gøre demokratiet til et mål i sig selv. Når vi gør det, ophører demokratiet nemlig med at være til diskussion, og dermed ophører det med at være demokratisk. Efter min mening bør vi hilse både islamofascister, nazister og autonome velkomne i vores samfund, ikke på trods af, men på grund af, at de ikke er demokrater. Vi har brug for altid at kunne diskutere alting, og det kan vi ikke længere, hvis vi skaffer os af med dem, vi er uenige med.

Om denne blog

mandag, 10/3 2008

Velkommen til fri radikal, min blog om politik og current events, forhåbentlig sat i forbindelse med mere overordnede refleksioner over verdens struktur.

Om min person er kun lidt af relevans: jeg hedder Erik, er en 26-årig overbygningsstuderende på Litteraturvidenskab på Københavns Universitet, med interesser for – udover politik og litteratur – film, gastronomi, filosofi, sociobiologi, æstetik, sprog og tildels musik.

Bloggens titel er et ordspil. Min politiske sympati ligger i dansk politik hos Det Radikale Venstre, som jeg klart opfatter som mit parti, men som jeg ikke har meldt mig ind i endnu – deraf friheden. Derudover er frie radikaler i biologiens verden stærkt reaktive (man kunne sige: hyperaktive) molekuler, som skaber celleskader, men som også er nødvendige for livets opretholdelse (blandt andet ved at dræbe skadelige bakterier i cellerne). Deri ligger i mine øjne en parallel til den kreative destruktion, som er et af økonomiens grundprincipper – og som det er politikkens opgave at tæmme.

Ideologisk set har jeg forskellige grader af sympati for følgende: pragmatisme, darwinisme, kapitalisme, småborgerlighed, sekularisme, socialliberalisme, nihilisme, kommunitarisme, kulturradikalisme, modernisme, oplysningstro, konservatisme, determinisme.

I politisk praksis er jeg i de fleste sammenhænge enig med højrefløjen indenfor det radikale venstre. De vigtigste afvigelser:

Strafferet. På dette punkt tilhører jeg den yderste venstrefløj. Denne min position har delvis en pragmatisk og delvis en ideologisk komponent. Ideologisk set hviler min afsky for afstraffelse på et dobbelt fundament: en forkastelse af teorien om menneskets evne til at vælge frit (og dermed liberalismen) og på min kulturkristne tro på arvesynden, som netop foreskriver ydmyghed og medlidenhed. Højrefløjens forsvar for hårde straffe er delvis funderet på deres tro på, at høje straffe afskrækker mennesker fra at begå kriminalitet, i og med de antager, at kriminalitet bliver begået ud fra en fri og komplet refleksion, en slags cost/benefit-analyse. Det er formodentlig tilfældet for de fleste typer for finansiel kriminalitet, i hvert fald for så vidt den begås af firmaer, men for mennesker er der så vidt jeg kan se intet der tyder på, at det er en korrekt antagelse. Derudover går højrefløjen ud fra, at der er en moralsk værdi i at straffe andre, en værdi de kalder retsfølelse. Men i den kristne forståelse af arvesynden, dvs. alles syndighed (altid-allerede), finder vi et princip, der netop modsiger doktrinen om fri vilje. Vi kan netop ikke, som Jesus antyder i Bjergprædikenen (Matt. 5-7), undgå at synde, uanset hvor dydige vi så ellers er. Pragmatisk set er der meget lidt der tyder på, at man skaber et sikrere samfund ved at straffe lovovertrædere. Grunden er den simple, at aggression og transgression af sociale normer er indskrevne i vores natur og samfund i forskelligt omfang. Vi styrer altså ikke selv, om vi begår kriminelle (eller for den sags skyld amoralske) handlinger. Vi kan selvfølgelig ikke undvære frihedsberøvelse, men vi kan undgå alle former for ubehagelige eller nedværdigende straffe, og vi kan minimere den udstødelseseffekt, som det nuværende straffesystem forårsager. Til gengæld er jeg tilhænger af vidtgående forebygningsinitiativer som stort set ubegrænset videoovervågning af det offentlige rum og kompulsive undersøgelser for psykiske sygdomme og personlighedsforstyrrelser (psykisk sygdom, fattigdom og kriminalitet har en høj indbyrdes korrelation).

Jeg anser den officielle radikale linje hvad angår integration som forældet og byggende på en manglende forståelse af den implicitte konflikt mellem velfærd og globalisering. Man kan ikke både have forholdsvis åbne grænser (som fx modstanden mod 24-års reglen indebærer) og give indvandrere velfærdsrettigheder på linje med danskere. Velfærd bygger på solidaritet, som igen er afhængig af befolkningens homogenitet. Så snart borgerne ikke længere føler et sammenhold med hinanden, vil nettobidragsyderne nægte at dele deres resurser med -nyderne. Tilsvarende vil nettobidragsnyderne ikke føle en forpligtelse overfor resten af samfundet til at blive selvforsørgende hurtigst muligt. Dermed må man vælge mellem enten et lukket, solidarisk system, eller et åbent, usolidarisk system. For mig at se er den bedste løsning at åbne grænserne mere (blandt andet fordi vi i den grad har brug for arbejdskraft), men tilgengæld forbeholde velfærdsrettighederne til danske statsborgere (og eventuelt udlændinge med permanent opholdstilladelse). Det er ikke tilfældigt at (i hvert fald ikke-spansktalende) invandrere integreres langt hurtigere i USA, hvor velfærdsrettighederne er minimale, end i Danmark.

Forsvarspolitik. De radikale har traditionelt været pacifister. Jeg mener, det er i Danmarks interesse at være stærke og villige bidragydere til militære operationer under både NATO-, FN-, og især EU-regi. Hvis vi fortsat vil have en større indflydelse på den globale politiske scene, end vores befolkningstal (eller for den sags skyld økonomi) foreskriver, må vi først spørge os selv, ikke hvad verden kan gøre for os, men hvad vi kan gøre for verden. Hvad angår værnepligten bør den nuværende løsning hurtigst muligt erstattes af enten en professionalisering af hæren eller en universel samfundstjeneste, hvorunder militærtjeneste kan være en af mange muligheder.

At jeg har fremhævet disse punkter betyder ikke, jeg er enig med de radikale på samtlige andre politikområder. Jeg vil formodentlig have divergerende holdninger på stort set alle områder, men for det meste vil min holdning ligge tættere på de radikales end på andre danske partiers.